Boergeder i Danmark
Forside Op

 

Trollekrogen

Trollekrogens geder.
Hanne og Per Kristoffersen, 2010
 

Vi har tidligere skrevet til stafetten, da bladet hed ”Kidnyt”, men der er jo kommet en del nye medlemmer siden da, så her er en kort præsentation af os.

Vi hedder Per og Hanne og bor i Kirkeby på Sydfyn. Vi nærmer os snart efterlønsalderen, men foreløbig arbejder vi som henholdsvis pedel og psykiatrisk plejer. En stor del af vores fritid går med vores dyr:Høns, katte, beaglehunde og ikke mindst geder. 

Gedeholdet startede i 2001,da vi flyttede på landet på et lille nedlagt landbrug. Vi købte 2 forædlede boergeder, hvoraf den ene var drægtig.
Da vi fik de første kid, var vi virkelig solgt. De var lige så søde som hundehvalpe, så på det tidspunkt var det svært at forestille sig at man skulle spise dem!!!! Heldigvis vokser de sig da større og der skal jo også være plads til nye kid.

Nu da vi er nået til kid nr.45,går det nemmere. Vi er selvforsynende med gedekød og kan hvert år forære noget til vores venner og vores voksne børn.De første geder har vi ikke mere, men efterkommere af dem og 1 tilkøbt ged udgør nu vores bestand. Vi har p.t.3 modergeder, 2 gimmere fra sidste år og 5 nye kid.

Gedehuset er et træhus, oprindelig beregnet til får, og vi lader gederne gå ud og ind, som det passer dem hele året. Kun i strid snestorm og mens kiddene er nyfødte, lukker vi for dem.Udover græsning fodrer vi gederne med hø, halm og kraftfoder. Om vinteren supplerer vi med gulerødder og æbler og har en aftale med skovfogeden om at måtte hente kasseret gran i skoven. Gederne elsker grangrene og spiser både nålene og en del af barken.

Vi fodrer ikke økologisk, men prøver at nærme os. Gederne vaccineres som det eneste mod Bluetongue og vi giver kun ormekur og baycox, når det er nødvendigt.

Da vi har så få geder, har vi valgt ikke at have vores egen buk, men lejer en hvert efterår. 

Her på Fyn var vi 5 avlere, der gik sammen i en erfagruppe med det formål at samarbejde og udveksle erfaringer. Det har vi haft megen glæde af, men de sidste par år er aktiviteten næsten gået i stå. Det må vi vist se at få gjort noget ved!

Hvis nogen mener at man kan tjene penge på at holde geder, vil vi gerne have opskriften. For os har det altid været en hobby. Det er sjovt at observere gedernes adfærd og forskellige personlighed. Det er en udfordring at udvælge, hvilke dyr, der skal avles videre på og ikke mindst er det en fornøjelse at gå ud på marken, klappe sine geder og blive overfaldet af et hold nysgerrige og muntre kid.

 Per Nielsen og Hanne Kristoffersen, Trollekrogsvej 16,5771 Stenstrup.