Hjortsvang

Det var år 2006 og november nærmede sig og dermed min 50-års fødselsdag! Samtidig begyndte familie, venner og naboer at udfritte mig med hensyn til fødselsdagsønsker.

Torben havde snakket om at få et par køer og han havde allerede diskuteret mulighederne med diverse koholder-naboer, så jeg var klar over, at det ikke kunne vare længe, før han satte handling bag ordene.

’Hvis han skal have dyr, så vil jeg også!!’, tænkte jeg, næh jeg sagde det vist endda højt, og efterhånden som ideen modnedes, kunne jeg se visse fordele i at have et par græssende dyr til at passe min frugthave, der som regel kun blev kigget på 2 gange om året, ved vinterbeskæring og ved æblehøst. Resten af tiden var den så tilgroet, at jeg ikke orkede at kæmpe mig derind.

Nu er jeg jo født og opvokset i Odense og der har man en ganske fin Zoo, der altid har haft en masse sjove, små geder, og disse geder har jeg altid været lidt småforelsket i, så jeg tænkte… Geder!, det er da sådan nogle, jeg skal have. Og så fortalte jeg til alle, der gad lytte, (også et par stykker, der ikke gad, hvis jeg kender mig selv ret), at jeg ønskede mig en ged eller to i fødselsdagsgave.

Et par dage før min fødselsdag var til den månedlige fællesspisning i forsamlingshuset i Hjortsvang, og under oprydningen bagefter, hvor jeg stod i køkkenet med opvasken, kaldte Torben pludselig på mig. ’Der er nogen, der vil snakke med dig’, sagde han. Jeg gik ind i salen og dér stod naboerne til min store forbavselse med et yndigt lille dværggedekid i favnen. Hun, gedekiddet, blev lagt i mine arme og jeg var solgt. Jeg lod de andre om at gøre færdig og skyndte mig hjem med Trunte, som hun kom til at hedde. Det tog ikke mange minutter at gøre en boks klar i stalden, sørge for mad og vand, men det tog meget lang tid, før jeg kom ind i stuen igen. Jeg kunne jo slet ikke gå fra det dejlige lille væsen.

Nogle dage efter min fødselsdag hentede vi så Frk. Horn, som var et par år gammel og en krydsning af boer og landrace, fik jeg at vide. Hun var en gave fra mine børn, og selvom hun da var og er en fin ged, så var hun ikke helt så omgængelig som Trunte.
Frk. Horn havde sine klare og meget bestemte meninger om hvordan tilværelsen skulle forme sig for hende, og hun havde ikke megen tiltro til mig. Desuden kunne hun absolut ikke lide den lille Trunte, så der var en del kamp mellem de to.

Jeg købte alt, hvad jeg kunne finde om gedehold på dansk og læste og observerede og fodrede og prøvede at kæle med de to, men Frk. Horn var ikke det mindste kælen og Trunte, der var, kunne ikke altid komme til for Hornet.

Kort tid efter kom Torben hjem fra arbejde i Den Økologiske Have i Odder og fortalte, at de havde et gammelt førerfår, der skulle sættes ud, fordi hun ikke havde det så godt. Hun sloges en del om førerstillingen med nogle af de andre får og var ikke så god til at spise mineraler. Torben kunne ikke nænne at slagte hende, og mente, at hun sikkert ville komme sig, hvis hun fik den rigtige pleje. Kunne jeg tænke mig at få et får?

Så jeg fik et får, som jeg straks døbte Dolly. Hvad ellers? Hun kom sig ganske rigtigt ved hjælp af håndrullede kålblade med mineraler inden i og ro og kærlig pleje.

Hun stod i boksen ved siden af Horn og Trunte og når Frk. Horn en gang i mellem blev for krakilsk, hoppede Trunte bare ind til Dolly. Og sådan gik den første vinter med geder og får. Torben fik sin Hereford ko med en kviekalv, men først efter, at jeg havde fået både geder og får.

I marts begyndte jeg at gøre frugthaven klar til geder. Det var helt klart, at Trunte ikke skulle gå alene med Frk. Horn i frugthaven og at jeg var nødt til at skaffe selskab til hende. Og pludselig en dag dukkede naboerne op igen medbringende en lillebror til Trunte. Knut hed han, og han blev hurtigt kastreret og var fint selskab for Trunte det næste årstid. Frk. Horn kom i en fold i marken sammen med Dolly, der læmmede 2 pragtfulde lam i begyndelsen af april. Inde midt i folden gik Torbens 17 sortbrogede grise og det var den rene idyl. I løbet af sommeren fik vi desuden 2 udbryder malkegeder, Line og Luffe, som vi slagtede i efteråret, da Luffe havde gjort sin bukkepligt. Deraf kommer jo nok de udbrydertendenser, som vi nu forsøger at slagte os ud af igen.

I mellemtiden havde jeg brugt en del tid på at finde ud af, hvad boergeder egentlig var for nogen. Havde bl. a. konfereret meget med Susannes hjemmeside www.boer.dk , som absolut kan anbefales til alle både begyndere og mere erfarne gedeholdere. Og jeg var begyndt at snakke om, at det kunne være spændende at have et par boere. Men det blev ved snakken indtil vi slagtede Line og for første gang smagte gedekød. Da vi først havde smagt gedekød, var vi ikke i tvivl om, at det var noget, vi skulle satse mere på. Derfor begyndte jeg at undersøge boerne nærmere og da de så ud til at være de bedste kødgeder, begyndte jeg at tænke på at købe et par dyr.

Så, tilfældigt, mødte vi nogle mennesker, der gerne ville købe ½ gris af os, og til gengæld kunne vi købe et par boere af dem. Det var derfor først i 2008, at vi fik de første boere til Hjortsvang, men mage til dejlige dyr skal man lede længe efter.

Vi har stadig Frk. Horn, der kan være en krampe ind i mellem, men Trunte måtte vi slagte efter at hun fik skedekrængning i vinter og tabte 2 kid. Jeg ventede dog til foråret med at slagte hende, så hun kunne nå at komme en tur på græs og løbe lidt rundt inden det var slut.

I skrivende stund har vi efter, at næsten al slagtning er overstået for dette år, 12 geder heraf 8 boere, 7 får, 6 køer og 4 katte. Grisene opgav vi igen, det var for bøvlet. Fårene er solgt og skal overtages i slutningen af måneden. Vi har ikke jord nok til at lave parasitforebyggende foldskifter med både får og geder, så jeg er og var ikke i tvivl: Vi beholder gederne.