Hedebo

Torben Wellejus med sine hundyr.

Besætningen er ophørt, artiklen er fra 2007.
Af Susanne Saltoft.

Ann Mary Jørgensen og Torben Wellejus på ”Hedebo” har haft Boergeder siden 28. februar 1998.

Den nuværende besætningsstørrelse er på 5 voksne avlsbukke, ca. 20 moderdyr og en herlig flok store kid fra foråret.

Målet er avl af racetypiske, harmoniske og omgængelige dyr med udpræget kødfylde samt salg af lækkert kød til den kræsne forbruger. Men, vi begynder ved begyndelsen – altså for snart 9 år siden.

Frem til 1. september 1997 boede Torben og Ann Mary i parcelhus i Billund. Torben er oprindelig maskinmester og har bl.a.arbejdet med markedsføring og projektledelse. Ann Mary er uddannet kok og socialrådgiver. Begge er opvokset i landlige omgivelser men uden egentlig landbrugsmæssig erfaring.
I 1997 købte de ejendommen ”Hedebo” i Krageris ved Ølgod. Her er 18½ Ha. god vestjysk sandjord, der drives som deltidslandbrug med planteavl. Udover stuehuset og en stald med hestebokse, var her kun et gammelt maskinhus – en trækonstruktion med bliktag og –sider.

Allerede i 1994 blev interessen for Boergeder vakt via en artikel i en avis om disse smukke dyrs fortræffeligheder: De var nemme at omgås, sociale, børnevenlige og gode kødproducenter. Der var fotos af gederne, og Torben og Ann Mary faldt pladask for de smukke dyrs udseende, men pladsen i parcelhuskvarteret tillod ikke gedeavl i større målestok.

I efteråret 1997 så de en annonce for Boergeder i et landbrugsblad. Annoncen blev klippet ud og gemt, da der mildest talt ikke var indrettet til gedeavl på Hedebo. Den blev dog ikke gemt længere væk, end at parret hurtigt kontaktede annoncøren Anders Feldbak. De ville bare lige kigge og se gederne i virkeligheden. Og så gik det, som det måtte gå: De drog hjem fra Kølkær, hvor Anders bor, efter at have reserveret 9 drægtige geder til levering i februar 1998.

Som sagt, så var den eneste anvendelige staldbygning maskinhuset, som hurtigt blev indrettet til gedestald med høhække og andre fornødenheder. Der blev også hegnet, så gederne kunne færdes frit ud og ind.

I mellemtiden ledte Torben efter litteratur om geder. Den er der som bekendt ikke megen af – og erfaringerne måtte prøves på egen krop og med stor hjælp fra familien Feldbak.

Gederne, 4 drægtige Boergeder og 5 Landrace drægtige med Boerbuk, reagerede på ægte gedevis på flytningen: Ny mikroflora = dårlige maver og mistrivsel. Det år tjente dyrlægen vist til en ny udestue, for geder har det jo med at blive syge udenfor normal åbningstid. Og som ny gedeavler uden netværk er man på Herrens mark. Heldigvis havde Torben og Ann Mary købt af en ansvarlig avler, som blandt andet kom susende med den halve familie for at hjælpe ved en vanskelig læmning. Og der er dog et stykke vej fra Kølkær til Ølgod!

Jeg spurgte parret, om formålet med deres geder dengang og nu: Havde det ændret sig og hvis ja, hvorfor?

Det viste sig, at der var sket en ændring. I starten var målet at have en indtjening på gedekød.

Nogle kan måske huske projektet ”Capra Danica”. Det var et EU-støttet projekt, hvor det handlede om at producere gedekød, som var min. 50% Boer. Gederne skulle slagtes på et mobilt slagteri og afsættes i store mængder til grossister. Men som de fleste af os ved, så passer geder (og gedeavlere) meget dårligt ind i industrielle skabeloner, og projektet kuldsejlede da også.

Torben var aktiv i Capra Danica, da han med sin viden om markedsføring gjorde en indsats for at finde aftagere til kødet. Men når produktet er for uenstartet, ja, så nytter god markedsføring ikke ret meget.

Derfor sadlede man også om hos Hedebo. Erfaringerne her viste, at for at få en ensartet og god kvalitet, skulle man satse på kød fra 100% Boer. Samtidig havde Torben og Ann Mary fået øjnene op for, at raceavl er spændende. De har begge uddannet sig til gededommere for at få indblik i racens standard og evnen til at udvælge avlsdyr.

I 2001 var parret med i en import af embryoner fra New Zealand. De købte 16 ”æg”, som blev lagt i 8 rugemødre. Resultatet blev 8 kid: 3 gimmere og 5 bukkekid, hvoraf et døde som lille. De øvrige 7 er aktive i avlen på Hedebo, hvor de bl.a. udmærker sig ved at være meget lidt i familie med hinanden.

Hedebo har haft ”lukket besætning” fra 2003. Dette betyder, at man ikke indkøber nye avlsdyr og/eller lejer bukke ud. Formålet er at bevare et stabilt sundhedsniveau og undgå udefrakommende smittekilder. For at undgå at avlen bliver alt for ”mudret” og indavlet, har Ann Mary sat sig grundigt ind i ”opformeringsprogram for små populationer”. Dette er bl.a. anvendt til opformering af hunderacen ”Broholmer”.

Meget kort fortalt, så går øvelsen ud på, at Hedebo´s 5 bukke hver får tildelt 3-5 geder. Disse 5 familier er stationære, man flytter altså ikke en buk eller ged ud og ind i familien.

Der avles i hver familie i 3 år, og af de kid, der måtte komme ud af avlen, beholdes 25%, resten sælges til avl eller slagtes. De omtalte 25% danner så nye familier efter et nøje planlagt system.

På denne måde undgås indavl, og man sikre sig, at kun det bedste afkom bliver brugt i besætningens avlsarbejde.

Det mest spændende for mig som inkarneret Boer-freak er, at Hedebo råder over blodlinier, der aldrig har været anvendt i avlen. Hvorfor dog importere fra udlandet, når man kan nøjes med en tur til Ølgod?

En anden og mere udadvendt aktivitet for Torben og Ann Mary er salg og markedsføring af Boerkød. På grund af sygdom har parret ikke haft overskud til avlsarbejde et par år, men det har ikke forhindret ”Hedebeboerne” i at farte land og rige rundt for at uddele smagsprøver og sælge ”en ristet med det hele”. Da de selv løb tør for geder til pålægsproduktionen, gav de sig til at støvsuge det halve Jylland for geder. De stiller op alle vegne, hvor der er mulighed for at udbrede kendskabet til Boerkød, -pølser og –pålæg. Ja, sågar i Tivoli, hvor der blev uddelt mere end 2000 smagsprøver.

Jeg undrer mig højlydt over, at nogen ”gider” bruge tid på et projekt, når de ikke selv kan levere råvarerne:

Men svaret er ligetil:” Det handler om glæden og tilfredsstillelsen ved at udbrede kendskabet til et produkt, man tror på!” Det lyder måske lidt missions-agtigt, og har da heller ikke været rentabelt indtil videre, idet der er investeret mange kroner i kørsel, frysere, grill og andet udstyr. I nærmeste fremtid måske også indretning til Gårdbutik. Som det er nu, har Torben og Ann Mary stalddørssalg og har opbygget en kundekreds ved at være ude med smagsprøverne. Så ”besværet” har givet resultat, men det tog tid. ”Forhåbentlig skal de kommende avlere ikke hele den samme missionering igennem. Nu er boerkød blevt et mere kendt produkt, men vi har stadig lang vej at gå.” Siger Torben.

Produkterne fra Hedeboere har også været længe undervejs. Der er afprøvet mange slagtere og mange opskrifter på pålæg og pølser, inden man kunne markedsføre sig med unikke produkter. Ann Marys uddannelse som kok med hang til det absolut fedtfattige har vist givet mange slagtere grå hår i hovedet (hun har nu også selv fået et par stykker).

De 5 bukke går sammen i en harmonisk og fredsommelig brummende flok. Sjovt at se sådan en flok meget forskellige bukke, som er lige gamle. Her kan man rigtig sammenligne både gode og mindre gode sider.

I den store løsdriftstald med masser af høhække og et godt kidskjul, går moderdyrene med deres kid, som er 2-3 mdr. gamle og i den alder, hvor de opdager, at der er forskel på kønnene. Alle dyr er tillidsfulde og tydeligvis vant til hyggelig omgang med deres mennesker. Vi får lokket hele flokken med ud, så jeg kan se dem rigtigt. Vi snakker om vejetal, og der er en betydelig tilvækst på nærmest alle kid. Måske skyldes det en ”krydsningsfrodighed” mellem de nye blodlinier og det ”gamle” danske ? Eller også har Hedebo en optimal foderplan.

Inden jeg tager afsked, har jeg også reserveret lidt blodfornyelse til min egen besætning – så nu skal jeg hjem og forsvare mine indkøb, da Per har fået den opfattelse, at vi ellers var ved at skære ned på besætningen.

Jeg har haft en dejlig dag i selskab med entusiastiske Boeravlere, og har DU/I lyst til at få besøg af en nysgerrig gedereporter, så kommer jeg gerne.